fordi jeg spørger, hvordan det ligesom er gået. Så jeg lægger den bare her. Du fortæller bare videre. Jeg har. Så mødes vi til det forældremøde, og hun siger, at jeg sender en patient i din retning, og jeg siger, at det er du velkommen til.

Og så det underlige er, så måske nærmest ugen efter, så er vi præster til møde hos provsten. Og hvor vi har sådan, måske en gang om året, hvor vi snakker med hinanden om, har vi nogle arbejdsfællesskaber? Og det har vi. Altså nogen arbejder med konfirmand, og nogen arbejder med...

og nogle arbejder med at læse noget litteratur. Og så er der så Christina, som er præst ude på hospice. Hun siger sådan, at jeg vil gerne lave en gruppe, hvor jeg har hørt om det her materiale fra Inger Uldal og Lone Vesterdal. Er der nogen, der kunne tænke sig at være med i det? Og jeg tænkte, at det er jo lige det. Jeg har allerede en læge på bordet. Så jeg er sådan over til Christina, at jeg vil gerne være med til det.

Og så får vi fat i materialet, og jeg tager fat i Ann-Katrine. Og Ann-Katrine spørger i sit lægefaglige netværk, og der er så Karoline Tøde, som melder sig og gerne vil være med i det. Så ret hurtigt får vi egentlig dannet en baggrundsgruppe, der hedder Kristina fra Hospice, og så Ann-Katrine og Karoline som er læger, og så mig.

og får kontaktet Lone Vesterdal, som er sådan lidt, ja fedt, spørg inden vi hjælper, og sender alt muligt materiale, og det viser sig jo, inden den her lille bog er blevet trykt, så sidder de jo og skriver den, og er i gang med at arbejde med den, og hun siger, jeg sender den til jer, så langt den nu er, så I kan komme i gang, og hvor der står sådan meget, altså sådan helt ned i mindste detalje,

I skal holde det møde, I skal være opmærksomme på det, I skal spørge dem, I skal søge penge der. Altså jo simpelthen så lidt. Den dybe tallerken er opfundet. Nu var det bare at tage imod konceptet og rulle det ud. Så det gjorde vi. Altså det vi opdagede var, at her i Roskilde, præster og læger, vi er så meget...

enige. Vi har ikke rigtig mødt nogen knaster, hvor man kan høre, vi var på en temadag i Kolding, hvor de andre grupper også kom, og hvor vi så kunne tale med hinanden om, hvor langt er vi kommet, hvordan gør vi, og der kan man, altså der var flere grupper, hvor det var svært, bare læger og præster

Og forstå hinanden. Så der var sådan nogle knaster, som tog noget tid ligesom at komme frem til, hvordan skal en flyer se ud? Hvordan taler vi? Hvorfor skal man overhovedet invitere præsten ind i det her? Og de knaster har vi overhovedet ikke haft. Så vi er bare kommet ud med konceptet lynhurtigt. Men hvornår starter det? Hvad årstal er vi i?

Altså, og der er det jo jer, ikke? Jo, jo. Vi havde stormøde september 25. Vi havde stormøde oktober 24. Så vi er nok gået i gang på et eller andet tidspunkt i 23. Okay. Og så kommer det ret hurtigt på benene. Ja. Fordi at...

at der var forageret materiale, og I havde kontakt til relevante inden for begge områder. Lige præcis. Det hele var beskrevet. Og var det alle lægehus, I tog kontakt til? Jeg ved ikke helt, hvordan det fungerer. Hvem bliver udvalgt, eller er det bare alle i Roskilde? Hvordan har det fungeret? Lægerne gik til deres...

Jeg tror, de kalder det klønger. De arbejder i klønger. Så det er jo sådan nærmest Roskilde Kommune er deres klønge. Så de gik ligesom til deres kolleger og sagde, vi er i gang med det her. Vil I ikke være med til det? Og så blev de alle sammen inviteret til det, vi kalder et stormøde. Vores stormødes tanke er det her med, at lærer og præster skal møde hinanden.

Og jeg tror, som jeg forstår det, så det var jo slet ikke alle læger, der mødte op til det store møde. Det var heller ikke alle præster, der mødte op til det store møde. Men en del viste interesse. Jeg tror, vi var 25 eller sådan noget til det første store møde. Og jeg hørte lidt, som ved lægerne, at selvfølgelig er der sådan lidt, at man har brug for at mødes til det store møde, for at læger og præster kan møde hinanden, fordi vi har fordomme om hinanden.

hvor mange har brug for at finde ud af, hvad det er, en præst kan. Hvad er det for en faglighed, vi kommer med? At vi ikke bare er sådan nogle hjemmefilosofiske størrelser, som gør mere skade end gavn. Og vi har jo som præster også brug for at møde lægen og forstå, at der er også et menneske bag. Fordi vi har jo også vores fordomme om, det er 10 minutter op til lægen, og så er det bare ud igen med en sen i hånden og hej hej. Og vi arbejder jo helt anderledes. Langsomt og langt.

Så det er konsttanken, at faggrupperne har brug for at møde hinanden og lære hinanden at kende. Og Våring og Jul også siger det her med, at det er lettere for lægen at henvise til en præst, når man ligesom ved, hvem er præsten. Jeg har set hende eller ham, jeg har hørt, hun lyder okay, fornuftig, eller hun virker da så meget omsorgsfuld, eller bare helt normal. Fordi der er jo selvfølgelig også nogle fordomme om, hvor kristent er det her, hvor troende skal man være.

Og det dermed sætter det lægen i forlegnhed. Skal man selv være troende for at kunne henvise til præsten? Ja. Og det har vi jo haft nogle snakke om, at det behøver man jo ikke. Det har ikke noget med lægens privathed eller liv at gøre omkring tro. Og det er jo også derfor, at de bruger faktisk lang tid i den her bog på ligesom at finde det der fælles ord, der hedder åndelig omsorg. Fordi vi kalder det sjælesorg i præsteverdenen. Og de lægerne er sådan et...

Ja, hvad er det egentlig, vi sender dem ud til? Og der lander de på ordet åndelig omsorg. Og det er jo så fint. Men jeg tror, vi præster, vi forudsætter gerne med at kalde det Jesus' samtaler. Ja, så det er bare et fælles begreb, vi ikke kan acceptere. Lige præcis, for vi kan sagtens acceptere det, men det er bare så inkorporeret i vores samtaler.

Og hvad er oplevelsen nu her to år efter? Er der flere med til stormøderne, som jo så sker? Jeg kan læse, at der er nogle årlige møder. Er der en større tilslutning, eller er det stadig de der 25? Ja, det har været cirka det samme. Men hvor vi hører, eller vi spørger jo,

Hvorfor kommer alle lærerne ikke? Er det fordi, de synes, det er en dårlig idé, eller hvad er det her for noget? Og der lyder svaret sådan lidt, at mange synes, det er en god idé. Det er beskrevet. Der er en flyer ude. Det kører på skinner. Så de henviser bare til præsterne, når de synes, de har en patient, hvor det er relevant. Så det virker som om, at konceptet ligesom er taget til sig, og så er der måske ikke behov for at skulle mødes. Nej.

hvert år. Det er jo måske dem, som synes, det er virkelig spændende, eller det er fedt også at mødes med nogle andre og få noget andet faglighed ind. Men hvis man synes, man har meget travlt, eller man har små børn derhjemme, så er det måske ikke lige den aften, man går benhårdt efter. Og hvordan fungerer sådan den henvisning så i praktisk? Er det den flyer, I snakker om? Er det en konkret læge?

eller en konkret pres, der så står, er det så jer to, der står øverst på, man ringer til, og hvordan fungerer det? Ja, altså det har vi faktisk brugt noget tid på, ligesom at finde ud af, hvordan gør man det her, også for at gøre det let for lægen. Så konceptet er, at vi præster, vi har ligesom givet udtryk for, er det her noget, vi vil være med i, eller ikke. For man kan sige,

en hver præst skal faktisk tage imod et hvert menneske at være sjælesorg for. Så det ligger i vores grundstilling. Og det er jo selvfølgelig også nogle af præsterne, der er sådan lidt, hvorfor det her hold om hej? Altså, hvis et menneske kommer og spørger om en sjælesorgssamtale, så tager vi dem jo ind, og hvor vi siger, jamen,

Det er rigtigt. Det ændrer vi jo overhovedet ikke på. Men det kunne måske være dejligt nok, at der er en liste på vores hjemmeside, som lægerne kan gå ind og kigge på, og så ved man. Når man skriver til den og den præst, så ved vedkommende, at jeg er med i det her netværk. Jeg vil gerne skaffe tid i min kalender til at tale med de menneske. Og vi har jo også som præst forskellige interesser og specialer. Jeg tænker, at jeg har da kollegaer.

som overhovedet ikke bevæger sig i det her felt andet, end man bliver ringet op, og så siger man ja, fordi det er man pligtig til. Men som beskæftiger sig med andre felter, altså grøn kirke, og hvor jeg er sådan lidt, jeg beskæftiger mig overhovedet ikke med grøn kirke, så er det jo også fair nok, man ligesom siger, så trækker jeg nogle samtaler her, for det her er spændende for mig, og så trækker min kollega noget grøn kirke, så skal jeg ikke bruge tid på det. Så derfor har vi ligesom,

Vi står på en lang liste, og det er ikke Christina og mig, der står øverst. Og så er der ligesom et link, fordi vi jo gerne vil have lærerne til ligesom at sige, jeg sidder måske med en borger, som bor i dommervinget.

Hvilken kirke hører man så til, når man bor i dommervinget? For det kunne godt give god mening at komme til sin lokale sovnepræst. Så det har vi ligesom prøvet at opdrage dem lidt til. At prøve lige at gå ind og kigge, hvor hører man så til hende. Og det lykkes meget godt. Det har de faktisk meget godt styr på. Lærerne siger jo så også samtidig, at det er sådan...

Ikke noget, man klasker på bordet, første gang man ser patienten. Også fordi de siger, at patienten kan godt blive sådan lidt overrasket over det. Og sådan lidt, hvad? Altså sådan lidt nærmest mand med len. Altså når man skal til præsten, så er den der virkelig galt. Ja, nu har du givet op. Præcis, ikke? Og det er jo ikke det, der er på færd. Så det er sådan noget, de føler sig lidt ind på, og måske taler lidt om, at det er jo også en mulighed.

Og når de så ligesom mærker, at folk ikke er helt afvisende, så er det de begynder at snakke om den der, kender du din kirke? Kender du en præst? Ved du, hvor du hører til? Og mange er sådan, at de ved ikke, hvor de hører til. De ved ikke, hvem den lokale kirke eller hvem den lokale præst er. Og har også sådan, jamen, kan man bare henvende sig? Altså, forstyrrer jeg? Koster det penge? Hvornår henvender man sig? Kan man bare det? Så der er sådan lidt et, jo desværre,

hvad skal man sige, lidt lukket land. Man henvender sig åbenbart ikke bare lige til præsten. Andet, man allerede kommer i kirkens venskaber og kredse, så er det klart, så er tærsken ikke så høj. Men hvis man overhovedet ikke har beskiftet sig med det, så er tærsken åbenbart ret høj, desværre. Og så skriver de, altså så giver lægen

Altså tror jeg simpelthen, at hun hedder Mette, og hun har jo numre og mail. Værsgo. Så de står ikke på flyeren. Nej, okay. Der er man ligesom inde og kigge på den enkelte præst. Så får man flyeren og et håndskrevet telefonnummer med i hånden. Ja. Okay. Og så skriver de gerne patienten. Og så net.

Jeg har talt med min læge, og hun siger, at man har brug for et alibi for, så hvis nu det her er helt tosset, at jeg skriver til dig, kan jeg næsten ikke tro, det er sandt. Så er det altså lægen, der har sagt det her. Det bliver godt med. Ja, præcis. Og det er jo så fint. Og så ved man jo også, at det er mennesket, der kommer fra lægen. Og jeg tror, lægernes tanke jo oprindeligt var det her med, at vi har patienter, som ikke fejler noget fysisk.

De er heller ikke syge nok psykisk, hverken til psykiater eller psykolog. Så hvad gør vi af dem? Og det leder mig meget godt videre til det her spørgsmål, der hedder, hvilke mennesker oplever du typisk har brug for samtale i den her sammenhæng?

Det er folk, der server. Altså regulært har mistet en, man holder af, som ikke har opdaget, at der er noget, der hedder sovegruer. Det er tit folk, som har været hos psykologen og ikke har fået hjælp af det. Og det er klart, fordi der er ikke noget...

Klinisk i vejen, men man bøvler rundt i at finde ud af, hvem er jeg og hvad skal jeg, når jeg nu har mistet min ægte fælge, måske igennem mange år. Det er livskriser, man er blevet syg, kan ikke arbejde, skal finde et andet ståsted i livet. Dem omkring en forstår ikke, hvor smertefuldt det er.

livsforandrende, det er i sin grund. Der er jo også sådan en, ja, nogen, der kommer med trauma, som bøvler rundt i, måske en ikke rigtig endnu har erkendt, at det er et trauma, men det bare bøvler rundt derinde, og man ikke rigtig forstår, hvorfor kan jeg ikke få greb om noget som helst. Der er noget,

Jo, nogle gange også lidt. Altså, hvor jeg tænker lidt psykisk sygdom. Ja. Og hvor tanken jo netop er, at hvis man ligesom får afdækket det, så kan man jo sende dem tilbage til lægen og sige, jeg tror, du skal tale med din læge. Måske har de ikke været helt ærlige overfor lægen. Måske har det så ikke rigtig kommet frem i deres bevidsthed endnu, og det har samtalerne hjulpet til. Så tilbage til lægen og sige, jeg tror, jeg har brug for hjælp, fordi jeg har opdaget det her. Ja.

Er det en reguleret depression, eller er det reguleret stress, og så kommer depressionssymptomerne frem, eller hvad er der på færd? Så den aftale har vi også lægerpresset imellem, at vi kan måske også... Sparre med hinanden. Ja, og sende tilbage til lægen. Så jeg hører dig sige, at det er både essentielle psykiatriske og sociale problemer. Det er meget bredt. Ja, det er meget bredt. Og hvad oplever du, som I kan...

som psykologen ikke kan. Ja. Altså jeg tror, det er på forskellige planer. For jeg tror det her med, nu kan jeg jo kun tale for mig selv, hvordan jeg gør det, men som jeg også har en fornemmelse af, måske er ret gældende for alle præster. Men når vi taler med mennesker, har vi jo aldrig travlt. Altså der er ikke sat tre kvarter af, og nu begynder jeg at sige, nu er der fem minutter tilbage, vi skal til at runde af. Det siger jeg aldrig. Så jeg sørger for at sætte

god tid af. Og så bliver jeg jo bare positivt overrasket, hvis man ikke bruger al den tid. Så har jeg tid i overskud. Det her med, at man er et medmenneske. Jeg har ikke nogen dagsorden. Jeg skal ikke forsøge at nå frem til noget, eller stille en diagnose, eller sige, det er det her, der er i vejen med dig. Så jeg tror, det er mere den der med, at man taler med et medmenneske om, hvordan tingene er.

Jeg tror også, mange har det her med, at der er mange, der siger, jeg har aldrig sagt det her til nogen før, fordi det er skamfuldt, og det er svært at indrømme, jeg har det faktisk så skidedårligt, eller det der, der skete mod mig, har slået mig ud. Så ligesom at få det sagt, og uden at blive mødt af, med al respekt for psykologens fag, men det der med, så går man i gang med at finde ud af, hvad gør vi ved det.

Og det har jeg jo ikke noget kvalificeret bud på. Hvad gør vi ved det? Mange gange er det jo, ja budskabet er jo lidt, hvordan finder man ud af at leve med det her? Hvordan personer man sig med det? Hvordan, ja ikke engang nødvendigvis kommer vi videre herfra, men hvordan får vi det båret med os? Det er jo måske især sorgen. Man kommer ikke til at gå væk. Hvordan finder vi ud af at bære det med os? Og det er jo okay, at man sørger. Og det er jo okay, at man er blevet slået ud. Og man ikke kan finde ud af, hvem man er. For man bliver aldrig den samme igen.

Og det, det tror jeg sådan helt, sådan, jo faktisk ret basalt, men jeg tror, at det er godt at høre. Ja. Og at man ikke bliver dømt, og at man ikke skal peges nogen steder hen, men at man bare kan sige tingene, som de er. Og så tror jeg, at når man får lov til at sige tingene, som de er, og man har en at snakke med, og jeg har jo i princippet hørt historierne mange gange før, de minder jo om hinanden, så er jo lidt den samme historie, at man satte ind i en

privat kontekst, at bære på et trauma, at være blevet udsat for noget. Jeg har hørt historierne før, så jeg kan jo også, altså ligesom sige, jeg tænker, når du har oplevet det, sker der så det her i dig. Og hvor de jo sådan nogle gange sådan lidt, gud ja, det er lige præcis det, der sker. Det har jeg ikke rigtig fået sat ord på før. Og andre var sådan lidt, ja tak, nu.

Nu er det sagt. Nu er det ude i et åbne. Det er det, der sker med mig. Det har jeg ikke tur at sige til nogen.

Så noget erfaring i, hvordan er de der mekanismer, når livet er gået i stykker og gået i stå. Ja, det kan jeg godt se. Ja. Dødsangst, sygdomsangst. Ja. Altså det der med, jeg er ikke sikker på, at man kan fjerne det, men man kan tale om det. Ja. Og få det sat måske lidt i system. Jeg bruger gerne det der sådan lidt billede på, at måske kan vi få lagt nogle sten ned. Ja. Måske vi kan få lagt noget ind på hylderne, så det ligger lidt mere roligt. Ja. Det er jo ikke alle ting, man...

kan fjerne. Nej, det skal vi jo bære med os. Men måske så det ikke bøvler så højlydt, som man ikke rigtig kan være i livet. Så kan du lige prøve, hvor synes du, grænsen går mellem det sjælsøske eller det terapeutiske? Jeg tror, jeg ser mig selv

som absolut ikke er terapeutisk. Jeg har slet ikke noget selvbilledet, det er måske ikke det rigtige ord, men jeg er meget bevidst om, at jeg ikke er terapeut. For jeg ved ikke noget om mekanismerne, og hvorfor krop og sjæl gør, som de gør, og kan ikke komme med et kvalificeret bud på, hvad man skal gøre. Så...

Så det siger jeg også til dem, jeg taler med. Jeg er ikke psykolog, jeg er ikke terapeut, jeg er ikke mirakelmager. Jeg er et lyttende øre, jeg er et medmenneske, og jeg har noget erfaring for, hvordan ting nogle gange hænger sammen. Så det kan vi jo tale om. For mig er det vigtigt, at jeg ikke er terapeut, men jeg kan godt se, at

Altså det er vel det, der sker, uanset om man sidder ved en terapeut eller ved en præst, at det her med, at man sidder over for hinanden. Jeg hører, hvad du siger. Jeg forstår godt, hvad du siger. Og det er okay, at du siger det. Og kunne man måske tænke sådan her om det? Eller jeg har hørt, at man også kunne gøre sådan her med det. Det ved vi jo gør en forskel, at ting bliver sagt højt, at vi bliver mødt, og er der ikke også noget med, at når man

Man mærker, at man bliver mødt og set, så sker der også et eller andet inde i kroppen. Og jeg aner ikke en skid om det, men jeg synes, at jeg oplever, at det er det, der sker. Og jo selvfølgelig det her med, at på et eller andet tidspunkt, så kommer snakken jo også dertil, hvor det er sådan lidt, hvad har Gud med det her at gøre? Har du en Gud? Er der en tro? Ber du?

Tror du på noget efter døden, hvis død og sorg er en del af det her game? Det kommer gerne på banen. Det er ikke altid, at de selv siger noget. Men på et tidspunkt, så spørger jeg i hvert fald.

Altså ja, der er jo stadig sådan en, skal vi kalde det en privathed, om det er med tro og sådan noget. Så det er ikke særlig mange, der bare sådan bumslasker det på bordet. Det her er noget, jeg... Heller ikke det modsatte. Jeg tror ikke på Gud. Nej. Nej, okay. Der kan man godt, hvis der er en del, der kommer sådan lidt og siger, ja, jeg er jo ikke den, der går meget i kirke. Jeg havde en virkelig dårlig konfessionspres, så det der med kirke, det har jeg aldrig.

Det er jo en direkte invitation ind til at sige, hvad er det for noget? Hvad oplevede du der? Hvad skete der der? Hvorfor var det? Og hvor man jo faktisk finder ud af, at når man siger sådan, så er det fordi, at man er lidt i klemme med det. Så er det faktisk noget, der betyder noget. Selvom det lyder som om, det har jeg lagt frem af, for det var fandme dårligt.

så fylder det meget mere, end man lige aner. Så den skal man altid gå ind i. Og oplever du, at dem, der kommer, er medlem af folkekirken? Ja, langt hen. Ja, flest. Og det er folk jo også. Vi har jo stadig en stor procentdel. Ja, jeg er helt sikker. For jeg tænker også, at den henvender sig jo helt sikkert til dem, der er majoriteten af danskere, der ligesom tager imod.

den folder og siger, at jeg kontakter den lokale presse, men man må jo godt kontakte jer, selv hvis man ikke er medlem, eller en anden tro. Lige præcis. Og det har vi også talt med lægerne om, at de skal ikke sidde og sortere i dem, de gerne vil sende yder til os. Jeg taler med en muslimsk kvinde, som er blevet sendt fra lægen og hertil. Og det fungerer? Det fungerer.

Og vi er jo enige om, at vi begge er troende. Og det er det vigtigste. Og det kan man godt snakke sammen. Det kan man sagtens snakke om. Og det er jo hver vores. Men troen er meget vigtig for hende. Og det er den jo også for mig. Så det kan vi jo mødes i. Selvom hun beskriver det på en anden måde. Men det kan man jo sagtens have respekt for. Det er virkelig nogle gode samtaler, kunne jeg forestille mig. Ja, det er det virkelig. Så vil jeg gerne prøve at være sådan lidt. Hvor mange tror du, der er blevet henvist til dig?

Ja. Det væver så jo noget sammen, fordi de også får en del henvendelser. Sådan bare fra sognet i sig selv. Ja. Men hvad skal vi sige? 4-5 stykker. Okay. De sidste par år? Ja. Ja.

Så det er jo ikke sådan noget, der ligger os ned. Og det har vi også brugt tid på at snakke med vores præstekolleger om. At det her er ikke sådan, at nu starter vi sådan en hel næbengeskift med at tale med patienter, og vi kan nærmest ikke andet. Og det var også Inger og Lones erfaring, at det er altså ikke noget, der ligger præstestanden ned.

Det gættede vi på ville være det samme her, og det er også det, vi hører. Men vi kan godt høre, at der er. Jeg tror, mange har fået henvendelser og har haft samtaler. Men det er ikke sådan, hvor man tænker... De er da ret gennemsnitlige i forhold til de andre også. Og hvad er erfaringen så i forhold til, om folk kommer igen? Altså... Alle dem, jeg har talt med, har været sådan et forløb over nogle gange. Ja. Øh...

Det synes jeg er meget naturligt. Jeg tænker, det er meget svært at holde den til én gang. Så er det fordi, man har et helt konkret livsspørgsmål. Hvad gør jeg med? Men det er jo sjældent, at sådan en ting er. Så det kører, og det hører jeg også de andre præster. Det er forløb, når det så kører. Hvad skal man sige?

Jeg har en mand, som er blevet henvist fra lægen, og som har klart psykiatriske problemer, men er ikke indlagt, og ikke på et bosted, og er hjemme og klarer sig. Og det er klart, det råkker ikke så meget. Altså det er måske mere, at han kommer her og har et åndehul, og vi kan tale om

om hvad det er for noget. Og så er der en anden, hvor man er i gang med processen omkring, at man har mistet, og forsøger at finde sin ben i det. Det bevæger sig jo fremad på en helt anden måde, end den der psykisk sårbarhedstilstand, som bare sådan lidt, det som livet er blevet. Oplever du, at dem du så har mødt, at du har set dem i andre

rum her omkring kirken. Ja. Det åbner gerne op for de fællesskaber, vi ligesom tilbyder her. Af alt muligt forskelligt.

Måske ser det der med, hvis man har mistet, og man er soveramt, og man dermed jo også tit er ude i, og skal finde en ny hverdag, og finde nye fællesskaber, så er det så smart, at vi har to hylder med flyers ude ved indgangen, og ligesom at stoppe op og sige, kunne det måske være noget, og

Og jo også ligesom kunne sige, at jeg kommer i hvert fald til det foredrag, eller det er mig, der driver den gruppe, og så kender jeg da en her. Ja, okay. Så ja, det opdager jeg også. Altså jævn hen ad vejen, at de begynder at gå til gudstjeneste. Ja. Og det er jo også dejligt. Ja. Så ser du det her samarbejde som en forlængelse af det, som kirken kan, eller som en sådan...

en kirkens tradition. Er det noget nyt, at I gør det her? Føler I, at det er nye områder, I begynder at betræde i, i forhold til samfundsvirket, eller er det det, kirken altid har gjort? Det er det, kirken altid har gjort. Nu er det ligesom bare blevet sagt højt blandt lægerne, så de pludselig er klar over den mulighed og kan henvise eller pege på, at det er en mulighed.

Og det er jo en god ting, fordi det har jo altid været sådan, men det er som om folk ikke ved det. Og hvorfor ved folk ikke det, det er mig lidt indgået. Hvad tror du? Jeg ved ikke, jeg tror måske...

Altså man kan jo stadig nogle dage blive spurgt om som præst, hvad laver du egentlig? Altså når du ikke står i kirken om søndagen, hvad laver du så egentlig? Og bare sådan lidt, jeg arbejder et sted mellem 60 og 80 timer om ugen. Altså nu skal du høre, hvor meget der er. Så allerede der er der sådan lidt, hvad laver de egentlig? Så kan de jo godt regne ud ret hurtigt, når der er sådan noget med begravelser, der dåber, der hviler sig, altså de kirkelige handlinger. Men det kan jo heller ikke...

Nej, det løber ikke deroppe. Nej. Konfirmanter kan de så også godt komme i tanke om. Og det ord har vi også hørt før. Så jeg tror, at mange tænker det som, at præsten er i kirken. Ja. Og døber vi og konfirmerer og begraver. Har søndagsskudstjeneste. Og så...

Ja, så måske også nogen kan komme i tanke om, at man kan også komme hen i kirken eller i sovengården og høre et foredrag om aftenen, eller gå til sangen eftermiddag, men det ligger så meget langt ude, og det har ikke rigtig noget med mig at gøre, for det har jeg ikke behov for. Og så ved man ikke rigtig, at vi kan mere end det. Hvor meget vil du sige, at din stilling er i det sjæle sovske? Altså, det er svært at sige, fordi

Det er jo blevet mit speciale. Det er det, jeg brænder allermest for. Og så en tredjedel af min stilling er jo knyttet til Sankt Hans som psykiatripræst. Så der bevæger jeg mig jo også lidt i det her. Jeg har nemlig også tænkt at spørge dig en til i forhold til det. Fordi du er dernede.

Og er det, fordi det er i det her sovn? Ja. Okay. Så det er ikke, fordi du er funktionspræst dernede? Jo, det kan man godt kalde det. Okay.

Ja, det synes jeg bare simpelthen er interessant, så jeg vil gerne sådan lidt, om du kan sætte ord på, hvordan kommer du derned? Altså er det konkrete henvisninger fra deres personale til KADU? Ja, altså jeg er på Sankt Hans, og Sankt Hans er delt jo i det gamle Sankt Hans, og så er det nye retspsykiatriske udsigten. Og det er jo to meget forskellige steder.

Så begge steder, hvis vi tager det gamle Sankt Hans først, som er dobbeltdiagnoser og åbne afsnit, der er personalet søde til at ringe til mig og sige, der er en, der gerne vil snakke med dig, og så kommer jeg selvfølgelig i susene. Men ellers så kommer jeg dernede hver tirsdag og har ligesom fundet ud af, at det her med at bare sætte sig i,

I miljøet, som de kalder det. Det, jeg nok ville kalde en dagligstue. Eller ryheltagen. Sæt sig bare og sige, hvad laver I i dag? Du skal i gruppe, og du er ny. Så får man en masse god snakke. Og de får set mig. Det er præsten. Og fordommene står jo i kø. Så det her med at få afkræftet, at hun ser rimelig ud.

normalt ud, hænker jeg måske godt. Og så spørger de jo gerne, kommer sådan lidt luskende, hvad er det, man kan med dig? Hvad kan du? Kan vi tale sammen? Og det er jo det, jeg mest kan, altså tale sammen under fire øjne. Og det tager de meget gerne imod.

Så der sker altid det, at når jeg kommer ned der med tirsdag formiddag og siger, hej, her er jeg, hvad sker der her? Så er der nogen, der ligesom bukker sig ind til samtaler. Og så går de næste tirsdag formiddag med det. Og så er jeg jo ikke ude at sidde i miljøet, fordi så har jeg måske tre samtaler på den formiddag. Og når de samtaler så er ved at blive udvist, det bliver måske også flere samtaler et forløb.

Så må jeg jo så tilbage igen, når der ikke er flere i bogen. Og så får man nye samtaler i bogen. Sådan kører det. Hvor på udsigten, som er ret psykiatrisk og lukkede afdelinger, der er jeg lidt mere afhængig af personalet.

kommer i tanke om, at man kan ringe til præsten. Der er enkelte patienter, der er nede, der selv kommer i tanke om det. Men ellers er jeg mere afhængig af personalet. Og det er de faktisk meget gode til. Måske lidt ud fra samme problematik som lægen. Vi har styr på medicinen. Patienten taler fint med psykologen. Men...

Han virker forpint eller har måske sagt noget om tilgivelse.

skyld, skam, måske noget med bøn, det er der også nogen, der helt kommer til at sige noget om det. Og så bliver alle sådan et, det må jeg ikke lige noget om, ind med præsten. Og det er så fint. Ja, der hvor personale føler, de kommer til kort, hvor de ikke helt ved, hvad de skal stille op. Så bliver jeg galt. Så er det dig. Det er så fint. Det er jo det felt, jeg kan bevæge mig i.

Det også kan jeg forestille mig interessant og måske også lidt unik for det her sovn, det er jo, at der er udskiftning. Du ved selvfølgelig ikke alle, der bor i sovnet, men det er jo folk fra andre sovn, der lige pludselig bliver placeret her. Så det kan jo være folk, der...

Er stærkt troende og lige pludselig ikke er sammen, hvor de plejer at være. Så det kan jo være nogle forskellige ting, du møder. Absolut. Har du selv taget initiativ til at præsentere dig selv dernede? Eller er det et krav til dig i forhold til dit sygehus? Ja, altså tænker du på det gamle? Begge ting. Altså jeg tager initiativ for at trykke nogen.

Ja. Hvor der står, hvem jeg er, hvad jeg kan, og hvordan man får fat i mig. For jo brænder for det. Ja. Og fordi det er det, du synes, der er.

Ja, og fordi jeg føler mig forpligtet på det. Fordi det er en tredjedel af min stilling. Det er 12 timer om ugen. Der hedder? Psykiatri. Okay. Og så har Ulla, min ene kollega, hun har en tredjedel af sin stilling, som er knyttet direkte til fjorden. Og så Martin har en tredjedel af sin stilling, som er knyttet til Lænegården. Det er bostedet herovre.

Det hedder vist ikke Lindegården mere, efter de havde det drab der. Nu tror jeg, det hedder Bosted. Det er det, der er lavet, man kan gå forbi derovre. Ja, lige over for. Så på den måde er vi ligesom alle sammen engageret i psykiatrien. Og føler os forpligtet på, at når man har sådan en stilling, så skal man også udfylde den. Det er vel også lidt unikt for jeres sår? Ja.

Så når man søger præstestilling her, så står der en tredjedel af din stilling er knyttet til psykiatrien. Så det er klart, at når vi vælger ny præst, og det galt jo også, da jeg kom for 20 år siden, så er man også interesseret i at få en præst ind, som kan og vil det med psykiatrien.

Og hvad, altså, det er jo nyt for mig, men FUV, bruger du de kurser, der bliver stillet til rådighed der? Ja. Er der nogen, der er særligt aktuelle for dig, som du synes, jeg skulle kigge ind i, for eksempel, i forhold til det? Altså, det er jo meget sådan sjælesorgisk. Ja, de har jo temaer, altså fra A til Z, med alt, hvad man kan byde ind i et præstilverden, embedet. Og jeg...

Bare tag det for dig selv. Jeg vælger jo altid det sjældne sjovske. Det er jo der, min interesse ligger. Nogle gange burde jeg jo også vælge noget andet og holde mig opdateret på noget andet. Men det er jo der...

Min interesse ligger, og de der kurser er jo en uge i Lygum Kloster. Så det er jo heller ikke noget, man gør hver anden måned. Så jeg tager ikke så meget på kursus. Måske en gang om året, og så bliver det selvsorg, for det er det, jeg aner for.

Okay. Er det unikt for præster at få den her stilling? Altså det spørger bare rent interesse, fordi det er da meget interessant, fordi jeg tror bare det der med funktionspræster på hospice og alt muligt, det er jo deres ene og alene stilling.

Så synes jeg bare, at det er en spændende opgave at få her i kraftig psykiatrin. Er det noget, du ved, andre sorgen også har, hvor de siger, at en tredjedel af dig skal agere nogle andre steder? Ja. For eksempel i Jacobskirken, der er det Randi, hun er præsten, der kommer op i arresten, og hun er korsjærspræst og kommer i Café Claus. Så der har man ligesom samlet de to funktioner i hendes stilling.

Og det behøver jo ikke være, altså så er der jo en regulær sygehuspræst, Katrine Ravn, oppe på sygehuset. Vi er knyttet til psykiatrien. Vi er måske lidt atypiske. Jeg tror, der er en tendens til ligesom at sige, at man er halv sognepræst og halv sygepræst.

sygehuspræst, hvis det ikke er et stort sygehus, hvor man kan trække en fuldtidsstilling. Men hvor vi også net i præsteverdenen også er bevidste om, at det her med at være 50-50, det bliver en stilling, hvor man arbejder 150. Fordi det er aldrig nok med 50. Så man bliver reddet i fra alle sider, og det bliver aldrig godt nok. Så det har man ligesom erfaring fra, at de der 50-50 stillinger er virkelig svære.

Og man hører ikke rigtig til noget sted. Hvor er det, man lægger sin majoritet? Ja, og hvor min kollega er, og alle sådan nogle ting, som man har brug for. Så derfor er vi egentlig meget tilfredse med, at det er en tredjedel, fordi vi er mest i sovnet, men vi har alle sammen den samme kvote ude. Så når vi tæller gudstjenester, og tæller på, at vi har lige meget, så er det let at tælle, fordi vi har den samme kvote ude. Og har egentlig, vi har da nogle gange snakket om,

Skulle man samle to koder, og så er der en lille kode tilbage, hvor vi alle sammen har den der fornemmelse af, at det bliver også meget at være i psykiatrien. Altså det er et hårdt sted at være. Det er en mørk sted. Så det er også rart, at det ikke kan blive for massivt. Så vi er godt tilfredse med... Ja, og igen det der med...

med uddannelse. Det er jo ikke det, I er uddannet til kun. Så det er et hårdt miljø, og det er måske ikke det, man tænkte. Så kan det være, at man får noget, man brænder for, som du gør, men det er ikke sikkert, at det skal være alt op for ens uddannelse og det, man endte med at lave.

Og derfor tror jeg også, at når vi søger præstestillinger, og der står, at en tredjedel af stillingen er knyttet til psykiatrien, så afholder det mange fra at søge. Fordi man ved godt, at det der med psykiatri er måske ikke lige for mig. Hvor jeg tænker, at hvis jeg skulle søge en stilling, og der stod, at en tredjedel af din stilling er knyttet til at lave børnearbejde, så vil jeg aldrig søge. Nej, nej, præcis. For du ved, at det er hårdt. Du ved, at det ikke er noget. Det er ikke mit speciale. Så derfor er det...

bevidst, at man ligesom søger til de sovne eller de stillinger, som har de her særfunktioner. Så spændende. Jeg ser, at der ikke er så meget andet end i. Jeg tror, jeg vil spørge... Jo, jeg tror, jeg vil spørge om det sidste, og så kan det være, det tager dig hen. Hvad håber du eller tror du, det her samarbejde kan føre til? Både for kirken, for den enkle, men også for samfundet. Altså tror du, det bliver...

at der kommer til at være et større behov? Ja, hvad tror du? Jeg forestiller mig måske nok, med en vis langsomhed, at om det ville sprede sig lidt mund til mund. Det her med, at så fortæller fru Hansen om, at jeg var nede og tale med pressen, det var egentlig meget rart at få sat tankerne i systemet. Så får fru Andersen også

lyst til det, eller kommer i tanke om måske selv at sige til lægen, jeg har hørt om, og så kan lægen bakke op i det. Samtidig har jeg også sådan lidt, det skal også holde en balance, fordi vi har jo også alle de andre kerneopgaver, og jeg vil også mene, at det her er en kerneopgave, men det er klart, det skal jo holde en balance, for ellers så får vi jo for travlt.

Så I har faktisk heller ikke rigtig kapitaliteten til at skulle til at varetage ekstra mange sjælesorgiske samtaler? Så vil man jo lande i den evige snak om, at hvis man skal til at gøre det, så er der måske også nogle andre ting, man må lade ligge. Og den snak kan man jo også godt have, hvis det viser sig i et samfund, som er mistrivet så ufatteligt.

at det kunne give mening, at vi bruger mere tid på sjælsårssamtalerne og siger, at der måske ikke er så meget behov for foredrag om aftenen eller sang i eftermiddag. Det er jo sådan en evig snak, vi har. Når vi starter noget nyt op, så bliver man nødt til at lægge noget andet ned. Vi har jo ikke uanede ressourcer, selvom vi arbejder i døgndrift. Ja, ja. Jeg synes i hvert fald, det er interessant i forhold til

at vi alle mistrives rigtig meget som samfund, og at der helt klart er en stor efterspørgelse på samtale-terapi i en eller anden grad. Men det er et godt spørgsmål, det der med, er det terapi?

Og jeg tror sådan helt generelt, at jeg vil sige nej. Fordi selvsagt er jo samtaler noget andet end terapi. Men jeg kan godt se, at det har jo et terapeutisk islet, fordi det gør godt at tale med et andet menneske om det, der gør ondt. Jeg kan i hvert fald tænke, at det terapi, du går i, er jo til tider også...

bare et referat og nogen, der møder dig og siger, at det lyder hårdt, eller det tror jeg da, du skal tage det lidt med ro eller sådan noget. Så jeg er da ikke i tvivl om, at der er rigtig mange, der vil have gavn af at føre en samtale med en præst, lige så vel som en psykolog. Altså, jeg kan sagtens se det. Jeg kan da også tænke, at det...

Hvis flere vidste, og der måske ikke var lige så meget fordomme omkring, hvad folkekirken er, og hvad for et label man får på sig selv. Nu ser vi også mange unge, der begynder at gå i åben kirke og sådan nogle ting. Det er jo også noget, som møder skarp kritik omkring, hvad det er. Fordi det er jo virkelig en ressource, kirken. Og fordi vi har...

altså vores 6. årssamtaler, som er noget andet end psykologen, det holder vi jo ret godt fast i. Også fordi vi er ikke uddannet som psykologer, og vi går ind i det her eksistentielle rum på en anden måde, og jo hele tiden det her med,

Altså Gud er med på en eller anden måde. Om vi så får ham nævnt eller ej, så tror jeg, at det ligesom ligger i rummet eller imellem konfident og præst. Og det gør måske også noget andet.

Men selvfølgelig henter man også noget viden. Altså, jeg kunne jo ikke drive min sovegruppe, uden at jeg har været på godtsyns lidt havregange for at lære om soveteorier, og hvad siger man, og hvad siger man ikke, og hvordan er det, det her virker. Og det kan man jo godt sige, det har da.

terapeutisk ildsæt. Ja, der er i hvert fald nogen, der lærer jer noget, som nok tager udgangspunkt i nogle teorier, der stammer fra psykologen eller teologien. Har du noget, du vil tilføje, tror du? Jeg har ikke spurgt om noget, der er oplagt. Nu er vi kommet lidt bredt. Du nævnte det her med, skal man til at hyre psykologer ind i kirken, som sådan et tilbud, ligesom man har en musikterapeut hyret ind, eller hvad vi ellers skal finde på at hyre ind. Ja.

Det tror jeg ikke kommer til. Man skal jo aldrig sige aldrig, men jeg tror ikke, det ligger sådan lige inden for de næste få år. Det tror jeg ikke. Men det er jo fordi, det er noget, I kan. Det er jo noget, I mestrer, hvor det, som Nana kan nede til rytmik, det mestrer ingen af jer. Lige præcis. Så det er jo det, der egentlig er. Men jeg hører da også sige, at I faktisk ikke...

hvis det skulle ske, at der var et større behov, så ville det også være noget, I ville opprioritere. Altså, I ville vægtet det højt. Det er vigtigt for jer, at det er noget, I kan stille til rådighed.

Og det er en del af grundtanken som præst, at man er sjælesørger. Så jeg forstår godt dine pointe, men det meget interessante er, at jeg var til en rytmik-team inde i Sankt Mateuskirken på Roskilde.

Hvad hedder det? Ja, det er Vesterbro. Ja, Vesterbro nemlig. Og der er der også en, der er hyret ind. Hun er så ansat som musikpædagog, men sang salmer. Altså, og stod selv for at formidle et religiøst budskab, hvor jeg også sagde, det er jo egentlig interessant, når man bukker folk ind. Og Nana synger jo også nogle salmer. Og det er da så også alt det, at Stefan er der første og sidste gang. Så...

Kirken er jo begyndt at hyre nogle folk ind, der er formidlere af det kristne ord. Så jeg kan godt forstå det, men jeg kan bare tænke det der med, at der er så stor mangel. Alle har det så dårligt. Eller kan I komme til kort i forhold til...

Det, der egentlig bliver efterspørgt. Og det, jeg hører, du i hvert fald siger, det er, at der er meget brug for samtale. Sådan oplever jeg det. Om det så er alene, eller det er nogen, der ved det, eller om det er nede fra psykiatrien, der kommer. Ja, men lige præcis. Og derfor tænker jeg også, hvis det er sådan noget...

der vokser i præsternes verden, så tror jeg, at man vil gå til prosten, som er vores chef, og til biskoppen, og ligesom sige, at vi har behov for at opgradere her.

med en ekstra præst, vil det så være? Ja. Givetvis, eller at man får en snak om, at det er okay at lade andre ting ligge sig, fordi at tiden har forandret sig. Så nu er det her den store efterspørgsel. For år tilbage, der var det jo spaghetti-gudstjenester. Hver kirke skulle have spaghetti-gudstjenester.

Det er jo ved at æble lidt ud. Og hvor man kan sige, at på den måde flytter tingene sig jo. Og der tror jeg godt, at man kunne komme hen, som Kirkehus skulle tale om. Så er det her, vi sætter nogle ressourcer ind. Og så er det jo okay, at man ikke har minikonfirmander måske. Altså er det der, man skal hen? Eller hvad? Eller skal minikonfirmanderne netop ud på stud til Ols hænder? Fordi vi kan ikke nå det hele selv. Nej. Altså jeg tror, at det er mange...

måske lidt mindre sovende, det her med babysalmesang, det har jo kørt i mange år efterhånden, og der var tanken faktisk i starten, at der kom sovende præsten på kursus, ved, hvad hed hun andet med det, et eller andet, som ligesom opfandt konceptet. Og man lærte at synge de her sange, der er nogle bestemte fortællinger, og den der sylofon, og sæbebobler, det der, så sovende præsten selv kunne gøre det.

Og det tror jeg stadig, der er mange steder, hvor det er sovnepræsten, måske i samarbejde med organisten, selv gør det.

hvor vi er så stort i bysoven og har så travlt bare med de kirkelige handlinger, at vi bliver nødt til at købe hjælp ind, for vi kan ikke have Steffen bundet så mange timer som børn og unge præst til at lave babysalvenesang. Men hvis vi ikke havde travlt, så ville man nok sige, at Steffen og organisten, det løfter de sammen. Det gjorde vi også i gamle dage. Men på den måde, også tidsmæssigt, er det, der gør, at vi køber professionelt ind.

Og hvor jeg også tænker, altså jeg kan huske en gammel dag, jeg havde en kollega, som netop var på det her babysalmesangskursus med organisten, og hun var bare sådan lidt, fuck det er pinligt, jeg kan jo ikke synge ordentligt. Så tog organisten over og sang mest, og så den der xylofon, ej så var hun sådan lidt,

Shit, man. Ja, det er ikke det her, jeg skulle. Ej, den var lidt stram. Jeg tror, hun endte med at lære at holde af det. Men det var grænseoverskridende, det der. Jeg er blevet en unge præst, så nu er det det, jeg går ind i. Og igen er det måske også de der præmisser. Du uddanner dig på et grundlag, og så lige pludselig ændrer faget sig. Og det er måske også lidt det, du oplever. Behovet er noget andet nu, og det interesserer dig. Men det er der ikke alle i alle zoner, der gør. Nej.

Men det er jo noget, jeg tænker også bare i forhold til verden og kriser, det er jo bevist, nu må vi se, men at folk går mod tro for at finde mening. Så jeg tænker da, at der er måske en bevægelse i, at der kan komme en større efterspørgelse, fordi folk er bange, fordi folk kan finde det meningsløst at være til.

Og det er vi jo som kirke også ret spændt på lidt at se. Hvad gør den her krisesituation? Får det folk til at søge præsten i samtale? Eller får det folk til at søge kirken som fællesskab? Et sted, hvor man kan tænde lys og bede for fred og tale med hinanden om det, man frygter. Hvad er det for et behov? Vi taler om den åndelige oprustning. Og ingen af os kan rigtig få greb om det.

Hvad gør vi her? Hvis vi åbner kirken og sætter lysgloben frem, det er der ikke nogen, der kommer derned og gør. Selvom der er krig i Ukraine og Trumps. Det tror vi ikke på. Så hvad er det præcis?

Ja, måske lidt en fornemmelse af, at her kan kirken byde ind med noget, men de bruger det ikke. Men det er måske trygt at vide, at de er der. Ja, så måske er det lige så meget det at vide, at den er der. Og det er jo også det her, det gør. Ja. Lidt. Ja. I hvert fald til dem, som lægen udvælger. Ja. Men der er jo helt sikkert en forståelse i samfundet, som er, at...

at kirken er noget, der er. Og en dansk folkekirke er jo ikke særlig god til at råbe højt. Men det er for eksempel åben kirke og sådan nogle ting. De forstår sociale medier og alle mulige andre ting, der ligesom sælger sig selv. Hvis man skal vide noget om jer, så skal man jo også aktivt søge.

Og det kan man også, når der er en begravelsesfamilie, der ringer, eller bedemand ringer til mig, der mest står her med en familie, de vil gerne have bisættelse på torsdag kl. 1. Kan du det? Nej, det kan jeg desværre ikke. Jeg har en anden bisættelse, eller jeg skriver tale til den bisættelse, jeg har dagen efter, eller et eller andet. Og der bliver folk sådan meget... Nå, eller hvis kirken ikke er ledig, er den ikke ledig?

Øh, nej. Der sker faktisk noget i kirken på daglig basis ugen igennem. Vi har tusindvis af folk igennem kirken på ugenlig basis. Men folk tror ikke, at der sker noget dernede. Så når vi nu skal komme på torsdag kl. 13, som passer godt i forhold til restauranten, så er det underligt, at den ikke er ledig. Og det siger jo noget om, hvad folk...

tror, der ikke foregår. At det bare er et standby-sted, der bare venter på, at vi kommer. Og sådan er det jo ikke. Og det er jo sådan meget...

Ja, det er nogle gange underligt at være vidne til. Det er det samme menneskeråd, de også nogle gange siger. I er fire præster, vi har ikke nok folk igennem huset. Prøv lige at starte med at gå ned i kirken og se, hvor mange mennesker, vi har igennem vores hænder på en uge. Fordi vi andre, vi udstår jo, er ved at være godt trætte i hovederne af alle de mennesker, vi har igennem vores hænder og igennem vores system, som vi servicerer, som vi hjælper, vi er nærværende, vi er på tæerne for. Det er fandme provokerende at få at vide. Ja, I ikke er nok. Fordi I kan se det. Fordi I kan ikke se det. Ja.

Så der er sådan noget skjult i det. Ja, det er det ikke. Altså jeg tror, at jeg har haft, i den her uge har jeg måske haft fem sjælsorgssamtaler med forskellige mennesker.

Det er der jo ingen, der ved. Nej, nej, og i dag er det torsdag. Og de tager to timer hver. Og man er rimelig boostet i hovedet. Men det er der jo ingen, der ved. Også fordi der er torsdagspligt. Jeg sidder jo ikke og skriver i vores kære kalender. Jeg taler i dag med en, der er blevet henvist for lægen. Det gør jeg jo ikke. Så folk ved ikke, hvor...

Men det er til at tage og føle på, hvis der stod i en plakat på muren derude, at Mette holder foredrag i aften. Ja, så det står i kalenderen. Det kan vi tage og føle på, men det gør Mette aldrig. Fordi Mette hun er ude og arbejde, håndt og kopper. Ja, og sidder bare og venter på. Nå, jeg kommer med ind og snakker med dig. Så det er en svær ting det der, og det er måske også derfor folk ikke...

kender os så meget, fordi vi måske arbejder lidt i det skjulte og ikke råber højt, men vi har nogle kerneydelser, som vi selv mener, vi gør ret godt. Altså vi gør os umage som kirke, ikke bare her hos os. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Sådan tror jeg, at langt de fleste præster vil beskrive det. Det tror jeg også. Spændende.

Ja, men hvor stiller det dig? Det ved jeg ikke. Det tror jeg lige skal finde ud af. Ja, det kan jeg godt forstå. Jeg synes i hvert fald, det er nogle super gode ting, du har givet mig med, og det er

Det er spændende. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen. Jeg tror også lige, jeg sidder og læser det her, så vil jeg være sådan, uha. Og jeg vil da også sige, jeg er overhovedet ikke kritisk ude for jeres arbejde. Det kan jeg også mærke, det synes jeg også er lidt svært. Altså, hvordan skal jeg gå til det med en akademisk tilgang? Fordi jeg jo synes, at det er en sindssygt vigtig opgave i løfter. Så hvad er det egentlig? Jeg skal jo se, hvad for en opgave i løfter.

Jeg tænker helt sikkert, at den er terapeutisk, den opgave i løfter. Men det er også fordi, jeg tror, jeg har en kendskab til, at terapeutfeltet er bare blevet så bredt. Og strategier for at opføre samtale er jo ikke altid, at du sidder og giver konkrete mål eller redskaber til næste gang. Og det synes jeg ikke er dårligt, at det her er terapeutisk. Jeg tænker, at det er i løfter en opgave, som er essentielt.

Men jeg kan også tænke, at den vil være, ikke at I mangler det, men jeg kan tænke, at den er oplagt for mange. Jeg har jo aldrig kommet så meget i kirken, efter jeg har fået et barn. Jeg har aldrig kommet så meget i kirken. Så jeg tror også, at jeg selv er lidt i proces. Det her med, at jeg har så meget viden om, hvad religion er, og hvad det gør.

Ja, jeg er også bare fascineret af feltet, og særligt folkekirken og alt muligt andet. Jeg synes også, det er spændende at høre om, hvad du gør. Det er jo en sindssygt vigtig samfundsopgave, du løfter, som igen, jeg går under radaren, at der ikke er særlig mange, der ved, hvad der foregår. Jo, når du så får et barn, eller du bliver gammel, eller et eller andet.

Martin Svend, kan jeg så fortælle, der i Sankt Mateus Kirke, har de jo stadigvæk gruppesamtale for folk med kærestesorg. Det er rigtigt, det har jeg godt hørt om. Hver onsdag har de stadig det. Og det er jo også noget, jeg synes, der er spændende, for det er jo et nyt format. Altså, det er jo et gammelt format, men et nyt emne eller et nyt eller andet. Ja.

Og igen det der med, hvad man løfter ud fra, når de bor på Vesterbro, eller det der er det lokaliserede, der er mange unge. Man ved, at kærestesov er en reelt sov. Okay, så er det det, vi løfter. Hvor her så løfter I jo så psykiatrien i en grad, fordi det er her, I ligger.

Og hvor mange kirker jo også, altså ligesom Babysalmesang, fordi der er mange unge, og der får børn, og det er jo god mening. Altså hvor der er også mange kirker, der har startet det her med gravidsamtaler op. Og Sten har de også gjort det, ja. Ja, lige præcis. Og det er jo også en god idé at træde ind i det sårbare rum, der er der. Og måske netop også, fordi vi misdrives mere og mere, og måske ikke helt...

står så stabilt. Ja, og der er mange forventninger, og man bliver presset i mange retninger. Jeg synes, det er interessant, at I er som en institution, at I løfter rigtig mange opgaver, og I skal jo udvælge opgaver for, hvad der giver mening, og hvad der...

af efterspørgsel for, men også i forhold til, at nogle af jeres medlemmer jo dør. Altså, vi skal jo have nye ind, for I ligesom bliver ved med at have jobs, ikke? Altså, hvor I skal stille jer til rådighed. Og jeg synes bare, det er jo en rigtig fin måde med de her samtaler. Og det er jo fint, at lærerne henviser til, men jeg tænker, det også er helt klart i troet med, at...

Man ikke kan få en henvisning, eller det kan du godt til en psykolog, men der er en så lang ventetid, ikke? Ja, præcis. Også det. Og jeg tror, at jeg er helt sikker, at I kan tage rigtig meget af den byrde i forhold til en folk, der er alternativt skal snakke med en psykolog. Ja. Altså, der tror jeg, altså ja, så kan du få en diagnose, men det er jo ikke altid det, du har brug for. Jo langt fra, jo især hvis man står i en helt almindelig soveproces. Ja. Det kræver ikke en psykolog, ikke nødvendigvis. Det kan det jo for nogen, og det er slet ikke, altså jeg har stort respekt for psykologer og psykologfaget. Ja.

Men det er bare ikke altid psykologen skal på banen. Og der kan vi jo noget, som tryster og længder, og kan få peget den der nye vej ud. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Så spændende. Men behøver dit speciale have en kritisk vinkel? Det er måske det forkerte ord, men bare det med, at jeg skal jo undersøge noget. Jeg kan jo ikke bare sidde og sige, at det I gør er genialt. Godt for jer, tre sider. Men jeg skal selvfølgelig finde ud af, hvad virker, og hvad for en opgave er det, I løfter, når det her kommer på benet.

Og det synes jeg er interessant, fordi fire er jo ikke mange. Og jeg kan forestille mig, at lærerne sidder jo helt sikkert og vejer deres ord, som du selv siger. Hvem kan sige det til alt muligt andet? Og der står vi jo over for en helt klart forståelse af, hvad folkekirken er. Og vi ved, at det er en privat sag, og der er også mange, der er kritiske over for det. Og der er også noget...

autoritet for dem, når de sidder og siger, altså uden det er usagt, når man er du religiøs, der ved man ikke altid, hvordan det bliver landet hos folk. Og det ved vi jo bare, at det vi ser, altså det vi ser endnu med åben kirke, at der er bare meget modstand mod det, der foregår, man hører unge sige ting og sager, fordi det ikke er normen, at ikke vil drikke, eller sådan nogle ting. Så...

Jeg skal lige finde ud af, hvad det kan. Fordi jeg er ikke i tvivl om, det kan noget. Og jeg synes, at det I gør jo, som er sjævelser, er jo noget, I altid har gjort. Og nu er der bare nogle psykologer, der har sindssygt travlt. Og som min underviser siger, vi spytter jer ud, og der kan ikke komme nok. Og præster, det er ikke fordi, de bliver spyttet ud lige i samme grad. Nej, der er mangel på præster. Og kommer mere og mere. Kigger ind i præstemangel. Øhm...

Men jeg tror altså også, at Lone Vesterdal kunne være god. Det er jeg slet ikke sikker på. Hun har den akademiske vinklig på det også, og hun må simpelthen også kunne hjælpe med at spotte, hvad der mangler. Ja, for jeg vil jo gerne bidrage til film. Det er jo ikke fordi, men jeg skal jo også være ops på, altså det jeg kan tænke, det er, at...

at funktionspræster, de er jo fra den danske folkekirke. Jeg er kritisk overfor, i forhold til, er der en imam? Er der... Altså, det, der bliver uddeligeret, altså dem, der bliver stillet til rådighed, det er jo den danske folkekirke. Det er jo majoriteten, igen, i forhold til det... Hvad var det med, at Frederiksen havde sagt, at der skulle komme en præst fastansat ind i Folketinget?

Vi er i en bevægelse nu, hvor der er flere og flere, der siger, at det religiøse har brug for noget meningsdannelse eller skabelse i forhold til, at det er helt korrupt, hvad der foregår.

Men hvad står vi så over for i forhold til minoriteter? Ja, absolut. Og så har jeg selv tænkt over det her med etiske smerter, som når jeg kommer i minoritet, der siger, at jeg har ondt i maven, eller ikke kan finde de rigtige ord for det. Altså bare det her med, at det er et dejligt samarbejde. Det er et godt samarbejde, men vi skal jo også se på...

Det er jo fordi, folk ikke bruger jer, som man kan. Men måske dem, der så tror på muslimer, de ved, hvem deres imam er og de her ting. I er en ressource, som der bliver betalt penge til. I hvert fald mange betaler helt automatisk penge til det. Og de fleste bruger jer ikke. Nej. Ikke på den her. Nej. Det er de få, der bruger jer. Altså jeg forestiller mig, dem du møder, møder du jo nok.

Flere gange. De her samtaler, du har, det er jo ikke hver gang et nyt bekendtskab i et forløb, og så hej hej, vi ses aldrig igen. Det fungerer jo, når folk kommer og forestiller mig, at folk kommer igennem efterfølgende. Ja, og kommer i fællesskaberne.

Men det er klart, der bliver jo betalt via kirkeskatten. Og det her er et felt, som ikke er særlig synligt og ikke er særlig opdaget endnu. Jeg tror, at folk betaler med glæde deres kirkeskat, fordi man ved, at den har jeg brug for, når jeg skal begraves. Og det øver det også meget, hvis jeg skal have mit barn døbt, og jeg også gerne vil giftes. Så det betaler man gerne til for at få den ydelse. Og så er man ikke klar over, hvad der ellers ligger af et kæmpe bjerg.

af ting, man kunne få med i købet. Og det er det, jeg synes, der er spændende. Eller det er det, jeg synes, der er interessant. Der er egentlig meget ressource, og måske også en ressource, som samfundet har brug for. Og det er jo det, det her egentlig prøver at synliggøre. Men der er bare nogle fordomme i samfundet, der gør, at lægen sidder der og siger, nej, ikke dig alligevel. Eller som du sagde det her. Ja, man er varsom med. Også fordi jeg tror, lægerne er bange for, hvis de ligesom foreslår det, kunne det være noget, at patienten så trækker sig. Hvor jeg også tænker, at

Der skal lærerne måske også prøve med tiden at blive lidt modigere. Ja. Altså, fordi vi sidder jo også tit som præster op. Altså, man lander i sådan en, nu har man haft samtalen, den er ved at være slut. Skal man spørge, om man skal bede en bøn? Ja. Det er altid sådan en afvejning. Ja.

Løber vedkommende skrigende borgere, der tænker, det var fandme grænseoverskridende, eller var det egentlig meget rart? Jeg tænker, det er lidt den samme lærende historie, hvor man måske skal være lidt modig og sige, der er jo det her tilbud, der er det her felt. Hvad tænker du om det? Du behøver måske ikke svare i dag, men nu har jeg lige nævnt det, og så næste gang du kommer, så kan vi jo...

snakke om, hvad det er for noget. Og der er det jo også bare en fin del med, lægerne er også presset, ikke? Og det bliver meget ud af døren, du ved, her, så får du bare pentelin, ikke? Altså, det er fint. Så det er den der felt med, der er så mange, der har ondt i livet, der er så mange, der har diagnoser og alt muligt, og så skal de sidde der og bedømme, når er det præstevejen, vi går nu, eller er det psykiateren, eller er det psykologen? Ja, det er det.

Og dem, der sidder, der ved jo godt, halvandet år, halvandet år, måske fem år til psykiater, ikke? Altså, jeg får aldrig min ADHD. Okay, hvad kan præsten egentlig? Og det er det, vi kan jo ikke hjælpe med ADHD-agtigt. Så lægen skal visitere ordentligt, til at de ting, lægen sender videre til os, er ikke udredninger eller noget som helst, der er henad. Men jeg tror, mange kommer til lægen i håb om at få en henvisning til psykologen. Og så er det måske sådan lidt, hvad...

Fileren skete der lige der, så bliver jeg henvist til den rest. Ja, og måske sidder man der og lyver så dårligt, eller finder ud af, jeg ved ikke, hvad man ellers skulle sige, men nogle ting, der vil gøre, at det er i hvert fald udelukkende noget, du er nødt til at give mig en henvisning på. Og så det, jeg synes, der er lidt, det er jo, at den der kærestesorgsgruppe, det er jo unge, og det er jo...

også en god ressource at give til folk, der ikke har så mange penge. Det koster jo penge at gå til psykolog. Præcis, det er meget fint. Altså det kan jeg i hvert fald tænke, det er jo fint egentlig at stille til rådighed for folk, det er jo også det, når I, det er jo folk, der får det jo kørt ind igennem systemet, men

Jeg ved da selv, at min mor, der har været tilknyttet på Sankt Hans, altså når man kommer ud, og du er rask, så er der ikke nogen hjælp. Men til gengæld så står du nu og kan ikke have et arbejde, fordi du har været syg, eller et eller andet. Så er det måske også fint at vide, om min præster er en ressource, når jeg er færdig her.

Og hele kirkens fællesskab er en ressource. Man kan komme hen og spise gratis, eller i hvert fald meget billigt. Man kan komme med i alle mulige fællesskaber, som er gratis. Der er nogen, der ser en, bemærker, om man er der. Ja, præcis. Og får nogle input, har noget, man skal møde op til. Og det er jo hele kirkens kongsttanke, at det må ikke koste penge andet end nogle gange meget, meget let. Altså det er jo også det, vi laver fællesspisninger her, hvor man får...

En hovedret og en lille dessert for 40 kroner. Det kan alle være med på. Og det må ikke være dyre. Det synes jeg virkelig ikke. Og sådan tror jeg, mange kirker har det. Alt, hvad vi tilbyder, skal være noget, enhver kan få adgang til. Også fordi, at der jo også er, så har du din sundhedsforsikring, og så kan du købe dig til at komme ind til en psykolog hurtigere. Og fint for det. Men det er jo nogen af den øvre klasse, ikke? Ja, det er det.

Og sårgrupperne og samtaler med præster er en del af kirkeskatten. Man kan bare træde ind i det. Det tror jeg er vigtigt, også for kirkens...

Det tror jeg også. At det er noget, alle kan være en del af. Graviditetssamtalerne også. For det er jo sådan noget, du kan købe dig til hos en hårdemor. Som sådan en ekstra luksus nursing ting. Men det skaber ulighed. Ja, det gør det da i hvert fald. Og det er jo måske det, kirken særlig kan. Det er at løfte en opgave for folk, der ikke har muligheden for at købe sig til det. Præcis. Og det er det, jeg måske også synes er interessant. I løfter jo også en opgave, som...

psykologen har taget på sig i grad bare terapisamtaler, eller have ondt i livet, når det ikke er alt muligt andet, der har det løftet, og det er jo også en opgave, fordi folk ikke ser jer, eller folk er skeptiske med at bruge jer. Ja, og ikke ved, hvad vi kan.

Men så er det jo også bare, og det er jo ærgerligt, fordi som du også selv siger, I har ikke ressourcer nok til, hvis kendskabet lige pludselig eksploderer. Nej, det vil vi ikke have. Og det er da en interessant tanke. Altså, hvordan vil vi få mobiliseret det? Ja, også. Altså, vi snakker om pædagogumangel, og vi snakker om lægemangel.

Og vi snakker ikke om præstemangel i den almene mund i hvert fald, fordi det ikke er aktuelt. Folk ved det ikke, men der er præstemangel. Og man har jo lige netop de der paragraf 1a præster, som har en akademisk baggrund, som kan komme ind og tage en ultrakort teologisk uddannelse og så fungere som præst. Og de bliver ordineret, og de er jo ude at virke.

Og med god grund, og de kommer jo med en anden baggrund og kan alt muligt andet godt. For det er også det, jeg tænker, at du gør jo rigtig meget andet, end det dine teologiske uddannelser har givet dig. Ja. Altså, det gør du også. Ja. Men jeg tænker, at det du gør, er jo lige så meget, hvad du lærer på kurser. Ja. Altså. Ja, efterfølgende. Ja. Og hvad du...

som du fungerer som menneske. Det sad jeg bare og snakkede om med mine medstuderende på psykologi, hvor jeg sagde, det er jo også kemi. Det er jo ikke alle psykologer, fordi du har et eller andet med tilknytning, så er det ikke, fordi det er et perfekt match med dig og mig. Det er jo kemi. Vi kommer jo alle sammen i en bagage.

Ja, præcis. Og det synes jeg også psykologer er gode til at sige. Hvis vi mærker, at her er ikke kemi, vi kører bare ikke på samme frekvens, så bare med at komme videre, det er noget personligt, det skal vi ikke blive støtte over. Nej, men så skynd at vide til nærmere, at det spiller bedre. Og det siger vi jo også som præster, når vi tilbyder vores jævshavssamtaler. Det er jo ikke sikkert, at man rammer ind i en, man synes, man lige deler samme syn på. Nej, vi har forstået af sproget. Og derfor tænker jeg faktisk også,

Ja, grundlæggende alle præster skal tilbyde sjældensøverske samtaler. Men jeg synes også, at jeg kan godt lide tanken om, at vi er nogen, der ligesom har aktivt meldt os på den her liste. Fordi det er også vidende om, at man interesserer sig for, at man måske har noget erfaring for at have de her samtaler. Så man ikke...

Der er jo nogle præster, som... Er lidt mere firkantede. Ja, præcis. Læg det over i Guds hånd, så skal det hele nok gå. Og du er sådan, oh my god, det siger du bare ikke. Det må du ikke sige. Nej, ikke til nogen, første gang de er i kirken. Og hvis målet er, at man håber, at man kan tilbyde et samfund, hvor at...

Kom og vær med. Og så sidder man der, og så har man allerede skræmt nogen væk, som var sådan her, uh, måske er det noget godt, men det er det. Og også sådan et der, ja, men det er jo sket. Det kan du ikke lave om på. Læg det bag dig. Ja, ja, det er da i princippet rigtigt nok. Du kan jo ikke sige til mennesket, når det bøvler helt vildt, at det er en lang proces at nå derhen og sige, jeg er faktisk ved at kunne lægge det bag mig, eller jeg bliver nødt til at lukke det her kapitel. Du kan jo ikke sige første samtale. Du er ikke der, hvor de går om.

Men det er der jo. Også præster, som er uerfarende. Og det er jo fordi, at præster alle bare er mennesker, der har forskellige måder for at føde. Så interesserer man sig for noget andet. Så det har du da helt sikkert ret i, at det er fint, at der er nogen, og at det kun er 25, der så synes og brænder for det. Ja, præcis. Det kan jeg godt lide, den tanke. Og på samme måde, det taler vi jo også om. Man kommer ud og er nyuddannet præst.

Der er ingen, der siger, at jeg er en dygtig konfirmandlærer. Nej. Der er ikke nogen, der siger, at jeg er dygtig til at skrive om prædiken. Nej. Vi har jo ikke lært det på studiet. Nej. Så det er jo også nogle gange, hvor man bare tænker, holy moly, så skal man til at ud og lære det, og der finder man jo hurtigt ud af, det her synes jeg er spændende, eller det falder mig lidt, men det der er god, hør det.

Det er en evig øvelse, man er blevet spændt for i en vogn. Og sådan er det jo med forskelligt, hvad vi kan og vil og glædes ved. Godt at være du en pivt, dårlig konfirmandlærer, men du har konfirmanter. Du kan ikke komme udenom det. Du skal skrive din prædiken. Du skal begrave mennesker, også selvom du kommer dårligt afsted med en dårlig tale.

Ja, det er... Men sådan er det, at man har jo favoritting for hver sit, og jeg snakkede også med nogen, der var sådan her, jeg skal da ikke ud og agere psykolog som det første, hvor jo, at når man var færdiguddannet, man har jo slet ikke nogen forudsætninger i kraft af sin uddannelse. Nej, præcis. Man er jo et menneske, og det er jo det, og så interesseområder og erfaring, der ligesom gør, at man bliver... Ja, præcis. Og jeg tror også på en eller anden måde,

Du siger, at det ligger i ens personlighed. Enten så kan du det, eller så kan du det. Selvfølgelig kan vi opøve meget. Det er klart, at når man har været konfirmandlærer i fem år, så går det måske lidt lettere end det første hold, man havde. Men jeg tror også, at der ligger meget i personligheden, hvem man er, hvordan man møder mennesker, hvad er menneskesynet. Det tror jeg også. Også hos psykologerne. Fordi man møder jo også kantede psykologer, hvor man tænker, wow.

Ja, ja. Og der er I måske også i et felt, hvor I kan specialisere jer, men jeres fag gør også, at der er nogle ting, I skal. Hvor som psykolog kan man jo godt sige, at jeg skal ikke lave samtale til LPI. Jeg skal forske. Og der er jo ting og sager, hvor I løfter bare så mange opgaver, at det ikke er sikkert, at man kan frasige sig. Prædikere det, man skal ikke skrive. Nej, det kan man jo ikke. Eller jeg skal aldrig begrave. Det er kun glædelige begivenheder. Jeg bliver simpelthen så rørt. Det kan man jo ikke sige. Nej, det kan man ikke.

Så det er en meget bred palet, vi har, som vi skal udfylde. Og så kan man specialisere sig lidt.